Vi tilbyder online booking

Vi tilbyder online booking - Se mere



Loppecirkus

Loppecirkus

De fleste hunde og katte er plaget af de små hurtige "akrobater”, når de invaderer pelsen og resulterer i et loppecirkus. Som ejer oplever man typisk typisk en uro hos dyret resulterende i kløe, hurtig opfaren med "kiggen bagud" til kroppen, hvor en loppe måske er i gang med at suge blod. I nogle tilfælde kan hunden eller katten klø sig manisk resulterende i hårløse partier med lokal eksem måske med infektion i huden tillige. Kattene er faktisk de bedste til at holde lopperne nede, idet de under deres pelspleje fanger omkring 70 % af de lopper, der hopper på dem, men at udrydde dem helt har de ofte svært ved.

Der findes to typer lopper, der plager vores firbenede venner, nemlig hunde- og katteloppen. I praksis er det dog overvejende katteloppen, der plager både kat og hund. Den er lidt mindre end hundeloppen, cirka 2 mm lang og helt mørk i sin farvetegning. Når vi her på klinikken har en hund eller kat inde til det årlige sundhedseftersyn, kigger vi altid efter lopper, og det kan man som dyreejer med fordel også gøre engang imellem derhjemme. I klinikken benytter vi en loppekam, men en lusekam, som man bruger til børnene, kan også bruges og så kæmmes pelsen flere gange. Lopperne kan fanges på denne måde, men ofte er det deres ekskrementer, der ligner små sorte prikker, der afslører deres tilstedeværelse. Pels og det skidt der er kæmmet af dyret lægges på et stykke fugtet vat og der gnubbes let med en finger. Ved forekomst af lopper på dyret, vil det fugtede vat blive rødbrunt, idet hovedbestanddelen i afføringen er rester af blod, som loppen lever af at suge fra hunden eller katten.

Lopperne kan også bide mennesker (typisk på anklerne i strømpekanten) og man ser typisk 2-3 små røde bid, der som regel er meget kløende. Lopperne kan heldigvis ikke leve på os, men det sker tit, at man får mistanken om lopper på ens kæledyr, når man selv bliver bidt!

Lopper er dygtige til at formere sig. En voksen loppe lægger mellem 30 og 50 æg om dagen, der typisk vil drysse af i omgivelserne. Æggene klækkes til larver efter 2-3 dage og herefter gemmer larverne sig i gulvsprækker, tæpper og alle mulige andre utilgængelige steder. Larverne forpupper sig efter kort tid og klækker til en ny voksen loppe efter 3 uger til 6 måneder. I et miljø, hvor lopperne trives og hvor der ikke behandles mod lopper, kan der derfor hurtigt blive mange lopper!

Det siger sig selv, at når lopperne først er kommet indenfor skal en loppebehandling derfor være omhyggelig, grundig og vedvarende. Det er vigtigt, at man behandler i minimum 6 måneder efterfølgende, når der opdages lopper på ens dyr, da der vil ligge pupper i omgivelserne, der klækkes med nye loppeangreb til følge.

En række gode råd:

  • Kontakt din dyrlæge vedr. valg af præparat og den korrekte brug af præparatet.
  • Alle dyr i husstanden skal behandles - men giv aldrig et hundepræparat til kat eller omvendt!
  • Brug den korrekte dosis svarende til din hund eller kats vægt og husk at behandle som anvist på pakken.
  • Hvis der er set lopper på dyret eller i hjemmet, husk da grundig og hyppig støvsugning (også bilen hvis dyret færdes her) samt vask på 60 grader af tæpper/puder hvor hunden plejer at ligge.

Mange vælger i dag at behandle forebyggende med behandling året rundt, således at ens kæledyr altid er beskyttet og man derved undgår risikoen for udvikling af et loppecirkus derhjemme. I modsætning til flåterne, der ikke er aktive i vinterhalvåret, er lopperne nemlig aktive hele året rundt. Produkterne er godkendt til løbende forebyggende behandling, og man skal som dyreejer derfor ikke være utryg over at behandle året rundt. Det er i de fleste tilfælde en fordel for både dyr og ejer at være dækket ind året rundt.

Heldigvis har man i dag meget effektive og meget sikre loppemidler til rådighed. Både til hund og kat kan man i dag bruge velsmagende tyggetabletter eller alternativt "pour-on" midler, der lægges på huden i nakken. Størstedelen af præparaterne har også effekt mod flåter. En del af de nyere produkter på markedet er receptpligtige præparater og kan derfor fås hos dyrlægen eller ved udlevering af en recept hos dyrlægen. De fleste præparater skal gives en gang om måneden, men der findes også et enkelt præparat på markedet, hvor man i stedet behandler hver tredje måned. Udover dette findes der også en injektion til katte med forebyggende effekt i et halvt år, der af dyrlægen gives under huden på katten. Hvis der er spørgsmål til valg af præparat eller tvivl om korrekt behandling, er man altid meget velkommen til at tage kontakt til klinikken med sine spørgsmål.

 

Summa summarum: Husk på at der er flere muligheder for både behandling og forebyggende behandling, så man selv er herre over, hvor mange "husdyr" man har i hjemmet. Gennem korrekt behandling kan både dyr og ejer kan undgå det helt store loppecirkus!


Rikke Laier & Lars Ingemann

 

Del denne historie
Tilmeld dig vores nyhedsbrev Nyheder fra Højbjerg Dyreklinik

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om dyrs sundhed, tips til træning og masser af gode tilbud.