Vi tilbyder online booking

Vi tilbyder online booking - Se mere



Alene hjemme

Alene hjemme

Kære brevkasse.

Jeg har et problem med min hund der er 8 mdr gammel. Min nabo klager over at den hyler når jeg ikke er hjemme. Nogle gange er jeg et smut hjemme men det hjælper åbenbart ikke. Hvordan får jeg den til at holde op?.


Hilsen den frustrerede.

Når din hund er alene hjemme 

Hunden er et flokdyr - det vil sige at den trives bedst, når hele flokken alias familien er samlet. Er hunden ikke blevet vænnet til at være alene hjemme fra hvalp af, kan det give store problemer senere hen. Det er forskelligt, hvordan hunden viser sin angst. Nogle hyler/gør, andre bider itu eller er urenlige. Dem, der hyler, er svære at opdage uden en sød nabo beretter om det, så se det som noget positivt, at din nabo er kommet til dig!

Øvelser til at træne din hund eller hvalp i at være alene hjemme: 

  • Lad være at lade din hund følge dig overalt. Gå ofte ind i et rum og luk døren efter dig. Gør dette kortvarigt i begyndelsen og øg derefter tidsrummet.
  • Lad være at give hunden kontakt, hver gang den beder om det, men ignorer den af og til.
  • Hvis hunden reagerer på, at du tager jakke eller sko på, griber nøglerne eller tager tasken, så øv meget med dette når du er hjemme. Gå rundt med jakke og sko på, rør ofte nøglerne, pak tasken osv. Til sidst gider din hund ikke at reagere længere, for du er der jo alligevel!
  • Åben og luk ofte hoveddøren, uden at du går ud.
  • Når du går skal tingene være, som når I er hjemme: Er tv'et tændt, så lad det være tændt eller sluk det længe, før du overhovedet går. Det samme gælder radioen, lyset og evt. døre.
  • Der hvor hunden skal opholde sig, når den er alene hjemme, skal være et hyggeligt sted. Det skal være et sted I selv vil sidde og hygge jer. Forstået på den måde, at når I er hjemme er hunden måske overalt, og når den så er alene hjemme, så skal den være et sted familien aldrig opholder sig. Lav om på det!
  • Hav ikke kontakt til hunden 15-20 min, inden du går. Inden da kan du lave nogle øvelser, hvor hunden bruger næsen og løser opgaver. Det gør den rolig og træt. 

Hvor længe kan en hund være alene hjemme?

Spørgsmålet om, hvor længe din hund kan være alene hjemme, handler om din hunds alder og hvad den er vant til. Du kan træne din hund til at være alene hjemme, så det bliver en god oplevelse for den, og den er afslappet med det. 

For hvalpe anbefaler vi, at den ikke er alene hjemme i længere tid, end at den kan holde sig. Det vil typisk - med træning - være omkring 2 timer. For en voksen hund kan den være alene hjemme i max 8 timer. 

Hund alene hjemme - i  bur eller ej?  

Der er mange forskellige meninger om, hvorvidt en hund skal være i bur, når den er alene hjemme. Som vi har skrevet i øvelserne, så anbefaler vi, at hunden kan være et hyggeligt sted. Hvis hunden er vant til bur fra opdrætter kan den se det som en tryghed, er den ikke vant til det kræver det rigtig meget træning og tålmodighed at vænne en hund til at være i bur i lang tid ad gangen, og det kan stadig være negativt for din hund. Vi anbefaler, at du fokuserer på at træne din hund i at være alene hjemme, så den er rolig og afslappet - og ikke splitter huset ad. Så har du faktisk ikke brug for buret. 

At have en hund der kan være alene hjemme kræver en stor indsats fra din side, og løber du sur i det, bør du opsøge hjælp og støtte fra en adfærdsbehandler.

 

Med venlig hilsen,

Lenette Bendtsen

Veterinærsygeplejerske; Hundeadfærdskonsulent.

Del denne historie
Tilmeld dig vores nyhedsbrev Nyheder fra Højbjerg Dyreklinik

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om dyrs sundhed, tips til træning og masser af gode tilbud.