Vi tilbyder online booking

Vi tilbyder online booking - Se mere



Bidsår hos kat

Bidsår hos kat

Hej brevkasse

Jeg har en kat der kommer meget ud. På det sidste er den kommet hjem med kradsemærker på snuden og en dag haltede den også men det gik over. Det tyder på den kommer i slagsmål, hvad kan jeg gøre for at holde sårene rene og hvad skal jeg holde øje med?

Med venlig hilsen

Lotte Danielsen

Hej Lotte

Jeg tror du har helt ret - det lyder som slagsmåls skader fra et katteslagsmål. Er sårene friske og overfladiske kan man rense dem med klorhexidin i en fysiologisk opløsning (0,05 %). Klorhexidin svier ikke i såret på samme måde som brintoverilte. Det vil oftest kun være muligt at rense kradsemærker ordentligt - bidsår er normalt for dybe og snævre til at kunne renses ordentligt. Når katte bider, trænger hjørnetænderne dybt ind i vævet og efterlader ofte bakterier fra mundhulen hele vejen ind. På grund af hudens elasticitet vil såret mange gange trække sig sammen efter bidet, hvorfor det bliver umuligt at rense såret i dybden. Er man uheldig, kommer der infektion i såret, hvilket i sidste ende kan blive til en byld på bidstedet.

Vi hører tit at folk har oplevet at katten har været øm eller halt i et par dage efter biddet hvorefter smerten tilsyneladende er forsvundet i takt med at den akutte ømhed efter biddet er aftaget. Efter nogle dage kommer ømheden tilbage, fordi der er kommet infektion i såret. Bidstedet vil da være hævet, ømt og måske også rødt at se på. Det kan være svært at se på grund af pelsen og nogle gange vil katten ikke finde sig i at man piller fordi det gør ondt.

Er der først kommet infektion i såret er det nødvendigt at komme til dyrlæge - infektionen skal behandles med antibiotika og vi vil normalt også give katten noget smertestillende for at lindre smerten.

Har infektionen udviklet sig til en byld, skal betændelsen tømmes ud og måske skal der dræn i, for at sikre at al betændelsen kan komme ud. Sådan et indgreb vil normalt foregå i narkose.

Har man en kat man ikke kan give piller, skal man ikke fortvivle. Der findes i dag antibiotika der holder i 14 dage efter en enkelt injektion. Valget af antibiotika afhænger af infektionens karakter, kattens samarbejdsvilje osv. - det afgør dyrlægen i hvert enkelt tilfælde.

Hold derfor godt øje med sårene, er du det mindste i tvivl er det bedre at få det tjekket ved din dyrlæge.

Med venlig hilsen

Jens Christian Kudahl

Del denne historie
Tilmeld dig vores nyhedsbrev Nyheder fra Højbjerg Dyreklinik

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om dyrs sundhed, tips til træning og masser af gode tilbud.