Læs mere om sygdomme og pleje af dyr:
 
Vagtordning var i orden

Højbjerg Dyreklinik og seks andre klinikker i Århus har nu fået Landsrettens ord for, at en fælles vagtordning var i orden. 

Landsretten har nu talt: Den vagtordning Højbjerg Dyreklinik og seks andre klinikker i Århus-området havde etableret for år tilbage var og er i orden. Landsretten går dermed mod en byretsdom fra februar, hvor dyrlægeklinikkerne blev idømt bøder for ulovligt vagtsamarbejde. 

”Vi er meget glade for at have fået medhold i Landsretten. Vi kunne ikke acceptere den tidligere afgørelse, fordi den var dybt urimelig. Vores ønske og udgangspunkt var at lave den bedste vagtordning. En ordning, som er nem at gennemskue og optimal for dyr og kunder – både fagligt, servicemæssigt og økonomisk,” siger dyrlægerne Jens Kudahl og Lars Ingemann Olsen, som ejer Højbjerg Dyreklinik.
 
Sagen kort fortalt handler om tillæggene i en dyrlægevagtordning. Dyrlægerne mente, at det var i orden at samordne takster for tillæg i vagterne, så kunderne altid kunne være sikre på at betale nogenlunde det samme for at konsultere en af de syv dyrlægeklinikker uden for normal åbningstid. Det var konkurrencemyndighederne ikke enige i. 

Støtte fra dyrlægeforening

Formanden for Praktiserende Dyrlægers Arbejdsgiverforening, Anders Høgh, siger om Landsrettens dom: ”Vi er meget tilfredse med denne principielle afgørelse, som er helt logisk og i tråd med den måde, vi arbejder på. Når en praktiserende dyrlæge har vagt uden for normal åbningstid, opfylder dyrlægen en lovbefæstet opgave om at stå til rådighed for behandling af syge og tilskadekomne dyr. Når dyrlæger udfører denne opgave i et såkaldt vagtsamarbejde, er det logisk og fornuftigt, at kunden ikke skal betale forskelligt afhængigt af, om det er dyrlæge Per eller dyrlæge Poul, der er på vagt.”

Juridisk vurdering

Dyrlægerne støttes af advokatfirmaet Bech-Bruun, der har ført sagen.

”Vi syntes, at sagen skulle prøves ved Landsretten, da vi var overbeviste om, at dyrlægerne havde overholdt gældende regler. Det er vi glade for at få Landsrettens ord for. Det er en meget principiel afgørelse, som har betydning for dyrlæger, der indgår i et vagtsamarbejde,” siger advokat Peter Stig Jakobsen fra advokatfirmaet Bech-Bruun. 

”Hos os går hensynet til dyrene forud for alt. Derfor er vi glade for, at vi nu kan genoptage et vagtsamarbejde, som tager mest muligt hensyn til dyrenes og kundernes behov,” siger Jens Kudahl og Lars Ingemann Olsen, Højbjerg Dyreklinik.