Vi tilbyder online booking

Vi tilbyder online booking - Se mere


Hunden i bilen

Hunden i bilen

Pas på hunden i bilen!

Det er vigtigt at tage hensyn til hunden, hvis den skal med i bilen i sommervarmen. Tankeløshed kan være livsfarligt for hunden.

Når en lukket bil står i solen kan temperaturen let komme op på 50-60 grader. Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, hvordan det må være at opholde sig i ret længe.

Hedeslag kan være livstruende for hunde

Hunde kan ikke skille sig af med overskudsvarme ved at svede, i stedet trækker de vejret hurtigere (hyperventilerer), så den hurtige luftstrøm afkøler luftvejene. I en lukket bil vil det hurtigt medføre en høj luftfugtighed, der yderligere forværrer situationen. Hvis ikke hunden kommer ud af bilen, vil den meget hurtigt kunne udvikle en livstruende overophedning - hedeslag.

Hedeslag viser sig indledningsvist som forvirring og svimmelhed efterfulgt af bevidstløshed, kramper og i værste fald hundens død.

Hvis hunden efter opholdet i bilen viser symptomer på hedeslag skal man omgående søge dyrlæge og undervejs forsøge at afkøle hunden, specielt på hovedet.

Det skal du huske når du tager din hund med i bilen

 

  • Undgå så vidt muligt at efterlade hunden i bilen, men er det nødvendigt, skal bilen placeres i skyggen (husk at solen flytter sig).
  • Der skal være god ventilation og hunden skal have adgang til frisk vand.
  • Hunden må ikke være i snor i bilen, hvis hunden hænger fast, kan den gå i panik eller i værste fald blive kvalt.

Under køreturen og hvis hunden efterlades i bilen, skal den have adgang til frisk vand. Man kan med fordel bruge en "skvulpefri" vandskål. De brede kanter på skålen forhindrer at vandet skvulper over under kørslen.

Pas på med at åbne vinduer i din bil

Om sommeren ser man af og til hunde sidde med hovedet ud af vinduet under kørslen. Hundens øjne risikerer let at blive irriterede og de kan få fremmedlegemer (flyvende insekter o. lign.) i øjnene, hvilket kan forvolde mere alvorlige skader. Nogle hunde kan måske uventet finde på at springe ud af vinduet. Så lad aldrig vinduet være så åbent at hunden kan få hovedet ud!

Det er en rigtig god ide at benytte sikkerhedssele til hunden, hvis den ikke sidder i et sikkert bur bag i bilen. Ved en eventuel kollision eller hård opbremsning vil en løs hund på bagsædet kunne forvolde meget stor skade på sig selv og personerne i bilen.

Køresyge

Køresyge kan være et problem for nogle hunde. Hundene bliver ofte stressede over at køre i bil og nogle bliver fysisk dårlige og kaster op.

Mange gange kan køresygen reduceres gennem træning, hvor hunden vender sig til først at være i bilen, siden hen også at køre kortere ture - det er vigtigt at hunden forbinder det at komme i bilen med noget godt.

Så brug godbidder, ros og gåture som motivation. Er det så slemt at medicinering er nødvendig, bør man tale med sin dyrlæge om valg af medicin type og dosering.

Rigtig god tur i sommervejret!

Med venlig hilsen

Jens Christian Kudahl

Del denne historie
Tilmeld dig vores nyhedsbrev Nyheder fra Højbjerg Dyreklinik

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om dyrs sundhed, tips til træning og masser af gode tilbud.