Vi tilbyder online booking

Vi tilbyder online booking - Se mere



Sukkersyge

Sukkersyge

Kære brevkasse.

Min kære gamle foxterrier er begyndt at drikke og tisse meget, jeg tænker det kunne være sukkersyge, men hvordan finder man ud af det og hvad gør man?

Med venlig hilsen

Lone Andersen

Kære Lone

Når en ældre hund begynder at drikke eller tisse mere end normalt kan der være flere årsager. Sukkersyge er absolut en mulighed, men dårlig nyrefunktion eller livmoderbetændelse hos en tævehund er andre muligheder.

Når vi har mistanke til sukkersyge hos en hund, tager vi normalt en blodprøve og opsamler en urinprøve fra hunden. Hvis disse prøver bekræfter mistanken er diagnosen klar.

Hvad betyder det, når en hund har sukkersyge?

Sukkersyge hos hund svarer til det man hos mennesker kalder type 1 diabetes. Det er en form for sukkersyge, hvor bugspytkirtlen ikke længere producerer insulin nok til at kontrollere blodsukkeret. Insulinet er nødvendigt for at kroppen kan optage det cirkulerende sukker i blodet.

Ved sukkersyge kan kroppen ikke optage sukkeret, hvorfor det ophobes i blodet. Resultatet er dels at kroppen mangler sukkeret som energikilde så hunden oftest virker træt, dels et alt for højt blodsukker, der medfører sukker i urinen. Sukkeret "trækker" vand med sig ud i urinen, hvorfor urinmængden stiger - hunden tisser derfor mere end normalt og drikker mere for at kompensere for væsketabet.

En hund med sukkersyge skal behandles

En hund med sukkersyge skal behandles med insulin. Det gives som indsprøjtning under huden 2 gange dagligt. Det er ejeren selv der giver indsprøjtningerne og alle kan lære det!

Samtidigt med insulin behandlingen, vil vi normalt sætte hunden på et foder, der tilgodeser sukkersygen. Der vil sædvanligvis være tale om et langsomt fordøjeligt foder, der giver en langsom stigning i blodsukkeret efter fodring. På den måde opnår man et mere stabilt blodsukker over dagen.

Når behandlingen er sat i gang, sikrer vi os gennem blodprøvekontrol løbende at insulindosisen er korrekt.

Med den rette behandling kan en hund med sukkersyge have et rigtig godt liv i mange år.

Med venlig hilsen

Dyrlæge Jens Christian Kudahl

Del denne historie
Tilmeld dig vores nyhedsbrev Nyheder fra Højbjerg Dyreklinik

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om dyrs sundhed, tips til træning og masser af gode tilbud.