Vi tilbyder online booking

Vi tilbyder online booking - Se mere


Kennelhoste

Kennelhoste

Hej brevkasse

Jeg har hørt om noget der hedder kennelhoste. Hvad er kennelhoste for noget og skal jeg være bekymret for det?

Med venlig hilsen

Henrik Toft

Hej Henrik

Kennelhoste er den almindelige betegnelse for smitsom hoste hos hunde. Vi oplever hvert efterår og vinter mange tilfælde af kennelhoste, men infektionen kan optræde året rundt.

Navnet "kennelhoste" er opstået fordi det ofte var efter ophold i kennel/hundepension at hundene begyndte at hoste, men alle steder hvor hunde møder hinanden kan kennelhoste smitte. 

Jo flere hunde der er samlet, des større er risikoen. Samles hundene indendørs som i kennel eller på udstillinger, smitter en hund med kennelhoste endnu nemmere de andre og kennelhoste er meget smitsomt. Når en hund med kennelhoste hoster eller nyser, udskiller den virus, der kan drive i luften og smitte den næste hund i rækken.

Kennelhoste kan variere i styrke

Kennelhoste forårsages ofte af hundens parainfluenza virus, men andre virus kan også give hoste. Bakterien Bordetella kan forværre symptomerne, hvis den er til stede.

Normalt går der 5-10 dage fra hunden er blevet smittet til den begynder at hoste.

Indledningsvist vil der normalt være tale om en tør og rungende hoste, men hosten kan blive værre og blive mere fugtig i takt med en øget slim produktion i de øvre luftveje.

Nogle gange afsluttes et hoste anfald med at hunden hoster slim op, hvilket ofte misforstås som opkast. Kennelhoste kan variere i styrke fra let tør hoste til voldsom og fugtig hoste eller i værste fald lungebetændelse. Det er virus typen og tilstedeværelsen af Bordetella bakterien, der afgør hvor alvorligt infektionen udvikler sig.

Infektionen er ikke altid behandlingskrævende

Det er vurderings sag fra gang til gang om infektionen er behandlingskrævende. Vi kan ikke behandle virusinfektioner, dem skal hunden selv komme sig over, men er der optræk til lungebetændelse vil vi indlede en behandling med antibiotika.

Hostestillende midler bruger vi kun, når hunden har tør hoste, der generer meget. Er hosten fugtig, må man ikke anvende hostestillende midler, da slimet skal hostes op af luftvejene.

Under normale omstændigheder er kennelhoste ikke farligt

Under normale omstændigheder er kennelhoste ikke farligt men yderst generende for hund og ejer, da hunden ofte hoster højt og larmende både nat og dag. Udvikler kennelhosten sig til en lungebetændelse, kan det selvsagt blive alvorligt, men det er normalt sjældent.

Der findes i dag flere vacciner, der beskytter mod parainfluenza virus og Bordetella bakterien. Vaccinationen giver generelt en god beskyttelse mod kennelhoste og er en rigtig god ide, hvis hunden skal i pension, på udstilling eller man bare færdes meget på træningspladser eller i hundeskove, hvor der er mange hunde.

Med venlig hilsen

Dyrlæge  Jens Chr. Kudahl

Del denne historie
Tilmeld dig vores nyhedsbrev Nyheder fra Højbjerg Dyreklinik

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om dyrs sundhed, tips til træning og masser af gode tilbud.