Vi tilbyder online booking

Vi tilbyder online booking - Se mere


Livmoderbetændelse

Livmoderbetændelse

Hej brevkasse.

Min gamle tævehund har fået noget brunt flåd fra skeden. Det ligner gammelt blod men hun var i løbetid for en måned siden, så det kan jo ikke være det igen. Kunne det være livmoderbetændelse?

Med venlig hilsen

Svend Nielsen.

Kære Svend

Som jeg skrev til dig på mailen, er det meget vigtigt, at du kommer til dyrlæge med din hund, for det kunne meget vel være livmoderbetændelse - og det skal behandles. 

Livmoderbetændelse er et ikke sjældent forekommende gynækologisk problem hos midaldrende og ældre hunhunde, der ikke er blevet steriliseret.

Vi ser det hyppigst indenfor de tre første måneder efter en overstået løbetid, men det er ingen fast regel.

Sådan opdages livmoderbetændelsen

Ofte opdages livmoderbetændelsen fordi der begynder at komme et flåd fra skeden. Det kan ligne gammelt blod, men kan også være mere gulligt eller grønligt. Er der tale om en "lukket" livmoderbetændelse, vil der ikke være noget synligt flåd, da livmoderhalsen i dette tilfælde ikke står åben så betændelsen løber ud.

En hund med livmoderbetændelse vil ofte også virke syg. De bliver mere stille, kan få feber, ømmer sig måske, hvis man trykker dem på maven, spiser mindre men drikker og tisser ofte mere end normalt.

Får man mistanken, bør man konsultere sin dyrlæge - livmoderbetændelse er en alvorlig og potentielt livstruende tilstand.

Undersøgelse af livmoderen

Hos os supplerer vi normalt den indledende undersøgelse med en ultralydsscanning af livmoderen, for at bekræfte mistanke og få et bedre billede at tilstandens omfang. Er der tale om en stor lukket livmoderbetændelse er det ofte en akut operationskrævende patient - er det en mindre og åben livmoderbetændelse, har vi lidt mere tid at løbe på.

Forskellige behandlingsmuligheder

Vi har forskellige muligheder for behandling. Man kan behandle en livmoderbetændelse med antibiotika og eventuelt medicin, der får livmoderhalsen til at åbne sig og livmoderen til at trække sig sammen. Vi har desværre bare erfaring for at problemet genopstår efter endt behandling eller efter næste løbetid, så vi anbefaler normalt operation.

Ved operationen bliver hele livmoderen og æggestokkene fjernet. Man fjerner på den måde infektionen på en gang og den vil i sagens natur ikke kunne komme igen.

Hundene kommer sig normalt utrolig hurtigt efter operationen og når såret er helet ca 10 dage efter operationen, kan man sædvanligvis ikke mærke på hunden at den har været syg. Du kan læse mere om indlæggelse og overvågningsforløbet her. 

Med venlig hilsen

Dyrlæge Jens Christian Kudahl

Del denne historie
Tilmeld dig vores nyhedsbrev Nyheder fra Højbjerg Dyreklinik

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om dyrs sundhed, tips til træning og masser af gode tilbud.